|
Kongegrave
Christoffer II døde i 1332, men allerede i 1315 havde
han skænket Sorø Kloster gods mod at munkene
ville give ham og hans dronning en standsmæssig
begravelse, når de døde.
De ligger nu begge i kirkens kor, og "tumbaen" med de to
liggende figurer er den første af sin type i
Danmark.
Dronning Margrethe overførte med pavens tilladelse
sin faders lig fra Vordingborg til Sorø. Men
desværre er Valdemar Atterdags (d.1375) monumentet i
tidens løb blevet stærkt medtaget, bl.a. da
hvælvingen i koret styrtede sammen i 1651. Af den
oprindelige udsmykning er nu kun bevaret en bispefigur af
alabast på Nationalmuseet.
I 1387 blev Margrethes søn, kong Oluf , begravet i
kirken - hans gravsten er nu indmuret i korets
østvæg - og da dronning Margrethe selv
døde i 1412, blev hun efter eget ønske
ligeledes ført til Sorø.
Til munkenes store fortrydelse bortførte
Roskildebispen Peder Jensen Lodehat imidlertid dronningens
lig kort tid efter, og hun blev bisat i Roskilde Domkirke d.
4. juli 1413.
|
|

|